onsdag den 25. juni 2014

Zytturm-Triathlon

Så kom ugen hvor jeg skulle lave min første triathlon her i Zug. Jeg har været noget spændt på det og især svømningen har vist sig svært. Jeg har i den sidste 1.5 måned svømmet en del i svømmehallen og har til sidst kunne svømme 1.000 meter relativt let med få pauser. Dog har der ikke været så meget tid til at komme ud i søen og svømme, så det blev også prøvet for første gang i denne uge.

Tirsdag

8 km
Pace 6:43
Puls 141

Jeg startede ugen med en af mine sædvanlige ture fra kontoret til frokost. Jeg løb i roligt tempo og kæmpede lidt med middagssolen.

Onsdag

400 meter svøm

Min første "open water" svømme træning. Det viste sig hurtigt at det var langt svære end jeg havde troet. Det var enormt svært at navigere og jeg kæmpede med ikke at kunne se noget når man lå i vandet. Ved en af mine pauser var jeg uheldig og skar mig et par steder på fødderne på en sten, så jeg besluttede mig for at stoppe for denne gang.

Torsdag

9 km
Pace 5:50
Puls 145

Torsdag var helligdag i Schweiz så der kunne løbes lidt tidligere end normalt. Jeg løb til campingpladsen hvor jeg mødtes med Anette og vi løb de sidste 5 km sammen. Det gik godt og jeg holdt et fint tempo igennem hele turen.

Lørdag

500 meter svøm

Jeg mødtes med en kammerat for at træne lidt svømning fra startområdet til triathlon søndag. Det gik lidt bedre med svømningen men jeg kæmpede stadig med at holde en ordentlig rytme og med at navigere i det åbne vand. Dagen endte med at jeg lånte en våddragt af Jack som jeg var nede og teste en enkelt gang senere på dagen, og så var jeg ellers klar til Søndagens tri.

Søndag - Zytturm Triathlon

Check in

Vi skulle checke ind i skiftezonen senest kl. 7:45 og det ville tage ca. 10 minutter at gå til startområdet hvor vi skulle i vandet. Jeg var der i god tid kl. 7:10 og fik stilt cykel og lagt mine sko mv. ud. Der var udsolgt til den korte distance så der var godt fyldt op i skifte området. Starten skulle gå kl. 8:00 hvorefter de yngre startede 5 minutter senere og 8:15 folkene på olympisk distance.

Svømning

500 meter - 19:27

kl. ca 7:55 gik jeg i vandet og forsøgte at placere mig langs siden bagerst i feltet. Der var ca. 400 deltagere der skulle afsted i vores gruppe så det var lidt presset i startområdet. Samtidig stod folk klar til de næste grupper som skulle afsted. 
Da starten lød gik det virkeligt op for mig hvad jeg havde begivet mig ud i. Jeg var virkeligt presset da alle skulle kæmpe om at komme afsted og få sin plads i vandet. Efter ca. 100 meter gav jeg op og lod folk svømme afsted hvorefter jeg satte i gang da der var lidt mere åbent. Mit største problem var navigationen og jeg skulle konstant stoppe for at se hvor jeg skulle hen. Som det ses på kortet var det ikke en lige linie jeg fik svømmet, og mit Garmin siger da også 600 meter svømmet, så der er nok at forbedre.
Da jeg endelig kom op af vandet som en af de sidste i vores gruppe var jeg lettet og vidste at nu skulle der til at hentes folk på cyklen.

T1 - skift fra svøm til cykel

Tid: 2:35
I alt forvirringen kom jeg til at stoppe mit ur i stedet for at trykke på lap, men jeg fik rettet det lige inden jeg satte mig på cyklen. Det var svært at få våddragten af hurtigt, men jeg var egentlig godt tilfreds med min skifte tid. Jeg havde glemt et håndklæde så strømperne blev trukket over våde fødder og så ellers afsted.

Cykling

40 km - 1:10:50
Speed 33,2 km/h
Puls 152

Cykling har jeg altid haft nemmere ved og er min absolut fortrukne disciplin. Vi skulle cykle rundt om Zugersee, hvilket jeg har gjort mange gange. Jeg var lidt spændt på hvordan de håndterede traffik da vejene ikke ville være lukket ned. Det viste sig at være godt arrangeret med officials ved alle lyskryds samt skarpe hjørner.
Min cykling gik over alt forventning, jeg havde regnet med at kunne holde omkring 30 km/t i snit, men kom i mål på 1:10. Jeg hentede måske 50 mennesker på cykelturen, og i nogle områder blev det lidt hektisk med de mange folk, samtidig med at man selvfølgelig ikke måtte køre i grupper.




Som det ses på mine splits startede vi lidt langsommere men kom op i fart. Men de næste 10 km kunne jeg holde en god fart til Kussnacht. Derefter blev det lidt kuperet inden vi kørte tilbage til Zug.

T2 - skift fra cykel til løb

Tid: 1:24
For mig et hurtigt skift. Jeg synes det var fedt at prøve, og det var en udfordring for mig at komme direkte fra cykelskoene til løbeskoene. Jeg havde stadig lidt våde strømper men mærkede ikke noget til det. Mine sko var sat frem og jeg fik hurtigt dem på og bundet. Det var dejligt at komme i løbeskoene da de sidste km på cyklen havde givet mig problemer med fødderne. Det er ikke noget nyt, jeg har problemer med at især min venstre fod begynder at sove lidt i mine cykelsko.

Løb

5 km (mit ur målte 5.5 km)
Pace 5:14
Puls 161

Den første km var hård. Jeg havde svært ved at komme ind i rytmen og mine fødder sov stadig lidt men der kom hurtigt blod omløb i fødderne. Jeg var meget tilfreds med mit løb og var overrasket over at jeg relativt let kunne holde et for mig rimeligt tempo.

Min totale tid for triathlonen blev 2:02:47 og det er jeg meget tilfreds med. Jeg havde regnet med en tid tættere på 2:30 og var overrasket over at jeg kunne holde et højere tempo på cyklen, samt have et godt løb til slut. Næste gang er der helt sikkert mulighed for at komme under 2 timer.

tirsdag den 17. juni 2014

Min første triathlon i næste weekend

Løbetræningen er forløbet som planlagt over den sidste måned med nogle få ændringer i forhold til rejser m.v.
I sidste uge blev det til 42 km fordelt over 4 gange løb.

Mandag

13 km
Pace 6:41
Puls 147

Det var en hård omgang med den hårde varme vi har haft i Schweiz de sidste uger. Jeg løb sidst på dagen kl. 18, men det var stadig over 30 grader varmt. I alt blev det til 13 km i roligt tempo.

Onsdag

5 km
Pace 6:50

Ikke en god løbetur denne gang. Jeg løb fra hotellet i Lisabon men havde ingen energi om morgenen. Benene var tunge og jeg kæmpede mig igennem turen.

Fredag

8 km
Pace 6:17
Puls 142

Efter arbejde blev det til en tur langs søen. Vejret er blevet lidt mere medgørlig omkring 25-28 grader, så det er nemmere at komme ud og løbe. Det gik godt på turen og jeg løb til og fra lejlighed og fik de sidste 2 km med 8% stigning med.

Søndag

16 km
Pace 6:34
Puls 146

Ugens lange tur og anden uge i programmet frem til Berlin. Ikke de store problemer i dag, jeg tog det roligt og kom nemt igennem dagens løb.

Efter løbeturen cyklede jeg rundt om søen med Anette. Det var 41 km i roligt tempo med perfekt vejr at cykle i.

Denne uge bød i øvrigt på 2 x 1000 meter svømning.

Første triathlon

For ca. en måned siden tilmeldte jeg mig til vores lokal tri her i Zug. Stævnet er en del af Swiss Tri-Circuit, men de har også en Short distance som jeg er tilmeldt. Distancen er et lidt sjovt mix i forhold til andre short distance, men jeg glæder mig til at prøve.

500 m svøm
40 km cykle
5 km løb

Cykling og løb bliver ikke noget problem, men jeg har været noget nervøs for svømning. Jeg har nok altid gået rundt og troet at jeg let kunne crawle 500-1000 meter, men det har vist sig at være sværere end jeg troede. Jeg får dog svømmet med nogle få pause og skal nok komme igennem de 500 meter.

Det hele finder sted i den kommende weekend http://www.zytturmtriathlon.ch